gidillôn sw. v. II, nur Gl. 2, 670, 64: ‚mit
Brettern belegen, bedecken, insternere‘ (vgl.
mhd. dillen, nhd. dielen; ae. þilian, þillian;
anord. þilja). S. dil. — Splett, Ahd. Wb. I, 136;
Starck-Wells 99.